Erindringer

Erindringerne er fortalt af Esther og Viggo Nielsen til deres barnebarn
Tommy Jørgensen. Beretningen er forsøgt gengivet så ordret som mulig,
og indeholder derfor * markeringer som henviser til forklarende noter.

Købet af gården, byggeriet, forberedelserne.

Det hele startede i 1939, mens jeg tjente nede ved Nissen*, en af lærerne på landbrugsskolen.
En dag sidst på vinteren sagde han, at selv om lønningerne steg, så steg ejendomspriserne endnu mere. Så kunne det jo ikke betale sig at tjene som karl mere, men i stedet skynde sig at prøve at få fat i en ejendom. Nissens nabo var formand for det konsortium, der stod for opdyrkelsen af heden, og ham gik jeg om for at snakke med. Men konsortiet kunne på det tidspunkt ikke købe mere end 44 tdr. land, det vil sige kun jord nok til to ejendomme.
Det var jeg så nød til at finde mig i.

Vi købte jorden den 23. maj i ´39, tilfældigvis den dag der senere skulle blive vores bryllupsdag. Jeg søgte statslån, og fik bevilget dette, men først efter lidt besvær. Penge var der jo for lidt af. Det var jo ikke de store lønninger man havde fået, og nogle havde jeg lånt
ud til far*, da det på det tidspunkt kneb ham. Men det gik da.
Til november flyttede jeg så til Dugdam*.

Da vi købte jorden var den pløjet og mergelen lå i store dynger. Jeg hjalp ved forårsarbejdet i Dugdam, og kunne så låne hestene der, da vi var færdige med det. Det blev en meget streng vinter, men jeg fik da kørt det meste mergel ud.

Solen stod op, mens jeg kørte herud om morgenen, og så blev jeg herude, så længe jeg kunne se. Hvis det blæste for meget, eller når jeg holdt middag, kørte jeg ind mellem træerne nede i skoven*, og havde så mulepose med til hestene.

På grund af den strenge vinter, kunne der ikke gøres ret meget andet før til foråret 1940. Byggeriet blev også udsat en måned, da tyskerne kom. Jeg havde lavet en akkord med Peder Jensen i Astrup om tømmerarbejdet, mens murerarbejdet skulle klares af en fra Sdr. Felding.

Men prisen på byggeriet steg, som så meget andet, da krigen kom. Vi kunne få 14.000,- kr. i byggelån, og året før havde man kunnet bygge mere for 12.000,- kr. end vi nu kunne for de 14.000,- kr. Det gjaldt derfor om at skynde sig at få lavet en akkord. Mureren ville have 400,- kr. mere, end han i første omgang havde forlangt, da han skulle i gang, og det fik han, selvom han egentlig ikke havde krav på det. Disse 400,- kr. tjente jeg som murerarbejdsmand. Det var strengt at være murerarbejdsmand, specielt da jeg også skulle levere sandet og klare alt arbejdet med jorden ved siden af.

Det blev til en del aftenarbejde. Murerne kom cyklende herud fra Sdr. Felding, da de ikke kunne få benzin til bilen. Den gamle Smed Holm fra Faster skulle bore efter vand. Vi fik så bygget den sommer, og det var så meningen, at vi skulle have været gift om efteråret. Men så var det jo at Esthers mor blev syg og kom på sygehuset, og så blev det ikke til noget.

Vi fik tre kvier fra Vildmosen, de var garanteret tuberkulosefri, altså det man kaldte en ren besætning. Det var vigtigt at en ny besætning var ren, og så kunne vi også få tilskud. Jeg hentede dem nede på stationen i Borris, og måtte i første omgang have dem op til Nissen, da det ikke var for godt at vi var færdige herude. En af kvierne havde allerede fået en kalv. Vi fik dem så hjem, og så kom den, øjeblikket hvor den første udbetaling kom, 30,- kr. det var godt nok en stor dag, tænk den første indtægt. Så var det jo også rart med lidt høns.

Fruen på Forsøgsgården* havde hønseri, et avlscenter, og hun havde nogle der var blevet bagefter. Der fik vi så 22 stykker, som vi nu ikke gav ret meget for. Så gav det en frygtelig hård vinter i 40-41. Det var så slemt at kammene blev sorte på hønsene. Godt nok havde jeg købt tråd ind til kostalden, men så lagde de så mange æg, og så var jeg jo ikke så meget for at flytte dem. Det skete der nu heller ikke noget ved, de gav mange æg alligevel.

Men man skulle jo rende med varmt vand til dem, og det var jo besværligt, for godt nok var komfuret stillet op, men der var ikke lagt gulv i køkkenet på det tidspunkt.

Den strenge vinter betød også, at jeg tit sov herude, da jeg jo skulle have malket om morgenen.Ellers boede, spiste og sov jeg jo i Dugdam. Jeg kom tidlig af med mælken, da Nissen havde ordnet det således, at jeg lå først på mælketuren. Men det betød også, at jeg skulle være tidlig færdig. Mælkekusken hentede mælken her på sin cykel, og kørte så hjem og fik morgenkaffe, før han fortsatte ruten.

Det var ikke så slemt at være helt alene herude, det vænnede man sig jo efterhånden til.
Man kunne jo også gøre som man ville, bland andet kogte jeg mange gange æg med i havregrøden, hvis der var nogle der var gået i stykker.

Forsøgene.

Da jeg havde købt jorden, men stadig tjente hos Nissen, ser han en dag hen på sommeren, at der bliver annonceret efter jord til forsøg, og han siger så til mig, om jeg ikke skulle prøve det. Det kunne vi jo godt prøve. Han sætter sig i forbindelse med Klitgård nede på Borris Forsøgsstation, og så kommer Karsten Iversen fra Askov Forsøgsstation, og de lejer jorden af mig. Forsøgene var gode for os, da vi jo fik gødning til jorden i mange år, selvom det nogen steder var en chokbehandling, jorden blev udsat for. Jorden var delt ind i parceller og fik så forskellige kombinationer af kali, superfosfat og kvælstof. På et tidspunkt kunne vi ikke få superfosfat, men fik thomasslagger, eller thomasmel, som de kaldte det, et affaldsprodukt fra jernindustrien. Det kom i små poser med 200 pund i hver.

Den gødning vi fik til forsøgene, fik vi ekstra, udover det der var rationeret til os. Derudover fik vi 200,- kr. om året, og min timeløn betalt for det arbejde, jeg lavede derhenne. Det var ikke meget, men det gav da lidt kontanter. Til at starte med skiftede vi mellem at have kartofler og havre på jorden, men prøvede også senere med kålroer og byg.

Der kom et sjak fra Troldhede og hjalp med at tage forsøgskartoflerne op, og de måtte så hjælpe med det øvrige vi havde, indtil aften, så der fik vi også lidt ud af det. Det var det eneste forsøg på ny hedejord i Danmark, og der kom mange over for at se det. Statens Gødningsudvalg og planteavlsudvalg var herovre hvert år. Direktøren for Hedeselskabet var her også, sammen med Karsten Iversen fra Askov.

Jorden og dyrene.

Foder til dyrene var jo også et problem. Kraftfoder var der ikke noget af, så man måtte bruge korn og hvad man ellers avlede, hovedsagelig kartofler. Det første år byttede vi kartofler til kålroer omme i Dugdam, for det var ikke nemt at avle kålroer heromme, da gik der skadedyr i dem. Det var larver der åd roden af planten. Til sidst kunne man overhovedet ikke avle kålroer på sandjord, da den manglede bor. Et efterår var det så slemt, at mange lod køerne gå ude på roemarken og tage hvad de nu kunne få fat i, i stedet for at bøvle med at tage dem op. Jorden manglede også kobolt herude. Det gav sig udslag i at dyrene kunne finde på at spise stråtag, hvis de kom i nærheden af noget, man skulle også passe på sit tøj.

Til at begynde med kunne man ikke få fat i kobolt nogle steder, men så fandt de da ud af at det var de der manglede, og så kunne man købe det på kornhuset. I begyndelsen udleverede dyrlægen det gratis. De der havde enge og bjergede enghø havde ikke problemer med mangel på kobolt.

De strenge vintre og de varme somre betød, at der ikke var noget græs til dyrene, så vi trak dem over i heden*, hvor der var noget strid græs, mosegræs. Det ville dyrene godt æde, men de gav nu ikke noget mælk af det. Vi var også tit nede i skoven, ved skovvejen, hvor der var noget dejligt græs, for vi var gode venner med Rasmus*, han var sådan en dejlig mand.

Folk købte også halm, hvis de kunne finde noget, men det var ikke nemt. Sidst i krigen kom der en mand for at sælge noget tilskudsfoder, han skulle have at vide hvor mange køer vi havde, da han sagde det var rationeret. Vi købte da også en lille bitte smule, men det noget værre noget, kalktabletter eller noget lignende.

Dagligdagen.

Det var meget småt med penge. Jeg havde ingen indtægt fra det tidspunkt, da jeg arbejdede nede hos Nissen, til sommeren efter, hvor de første 30,- kr. fra mejeriet kom. Heldigvis havde Bedstemor* senge, natborde og udstyr med hjemmefra, og jeg nød da også godt af at kunne bo og spise gratis i Dugdam den første tid, det var en stor hjælp. Da vi skulle giftes var jeg nede ved skrædderen, han havde et rigtig pænt sæt brugt tøj, som jeg gav 150,- kr. for. Det sæt tøj har jeg stadigvæk.

Dengang var det ikke sådan at det var manden der skulle komme med brudebuketten, og pludselig, lige før brylluppet, gik det op for os at der ikke var nogen der havde sørget for en buket. Så måtte vi hurtig have en stafet til Skjern efter en. Han fik 10,- kr. med. Man havde ingenting. Hver gang man skulle til noget nyt, manglede man et stykke værktøj eller lignende. Min bror Markus sagde om jorden, at her var da slet ingenting, ikke engang en skovl. Men det var der nu alligevel, for jeg fandt en ude ved mergelen. Naboerne var lige så fattige som os,
så der var jo ens forhold for alle.

 Da vi blev gift havde de lagt en pisk i sengen, men også risengryn, og dem samlede vi sammen og kogte til grød. Der må jo have været nogle, der havde haft risengryn, for dem kunne man jo heller ikke købe. I 1943 tog jeg i en 14 dages tid med Lauge* til Sandet, for at grave tørv, og fik så tørv som løn og det var jo ganske udmærket. Der var græs nok derude, så vi lukkede bare hestene ud, så de kunne gå frit, og vi kunne også spise derude på mosestationen.

Deres karl var rendt derfra, så Lauge og jeg fik det ordnet sådan, at vi malkede om morgenen, og fik så kosten derfor. Når vi så kom til lørdag aften kunne jeg få et læs tørv med hjem, og godt nok var det langt væk at hente tørvene, men det var nogle gode tørv. Men det var nu for langt væk, så vi begyndte at grave tørv ude i Bjørslev, der kunne man da cykle ud. Specielt var der ikke så langt, hvis man tog en genvej over åen* hernede, men det betød, at man skulle gå over åen på en granstamme. Det var ikke så rart de første gange.

Men tørvene fra Bjørslev var nu ikke de bedste. Senere gik vi over til at fyre med briketter, som vi hentede i Fiskbæk, det var nu noget dejlig noget. Hvis man pakkede en briket ind i en avis om aftenen, var der stadig ild om morgenen, og så var de ikke så dyre.

Vi havde et lille komfur ude i køkkenet, og en lille brændeovn her inde i stuen. Brændeovnen fyrede vi med træ i. Lige efter krigen købte vi en kvashugger, som vi da også lejede ud, i hvert fald indtil den var betalt. Vi gravede også tørv i dalen neden for Johannes*, der var lige et smalt stykke med tørvedynd. Et andet år gravede vi også på den anden side af Astrup, og det var da også gode tørv, men de bedste var nu dem vi gravede i Bjørslev. Vi brugte også brunkul og de var også gode, men de lugtede og gav løbesod i skorstenen, og så angreb de sølvtøjet. Vi havde en gruekedel ude i bryggerset, og der vaskede vi og kogte kartofler til grisene, kornet var jo ikke så godt. Men det var et forfærdelig svineri med brændsel, vi brugte hedetørv fra lyngheden. Senere fik vi kartoflerne kogt på mejeriet, og da gummivognene kom, kunne vi koge dem i vognen. Man borede to huller i vognen, og dækkede kartoflerne over med masser af sække. Så ledte man dampen derigennem. Senere kom så de transportable kartoffelkogere, hvor man kunne koge 4 tønder kartofler ad gangen.

Den første der kom med sådan en var Johannes Kølbæk, og så skulle man gerne koge til langt ud på natten. Jo der var meget arbejde med det. Men man havde jo også glæderne med børnene, og da man var ung, betød arbejde jo ikke så meget, det var jo bare sådan. Så var der jo også stenene.

Der blev så fuld af sten på forsøgsstykket at vi ikke kunne harve der, og først kørte vi 10 læs sten af de fire tdr. land, og så 25 læs igen om foråret. Engang kom vi af med 65 meter, men det er nok også det meste vi er kommet af med på en gang. Bedstemor var gerne med ude i marken, specielt når der skulle samles sten, og hun følte at det først var lørdag aften hun skulle til at gøre klar til søndag.

Det værste var da der skule malkes tre gange om dagen, og det gjorde vi jo i begyndelsen. Det var så upraktisk især midt på dagen, hvor middagsmaden også skulle være færdig. Det elektriske lys kom i ´39, om efteråret, men blev sat nede ved skoven, hvor det også i første omgang var meningen at vejen skulle gå, så det første halve år havde vi kun petroleumslamper.

Kornet fik vi malet nede på kornhuset. En dag var der en mand for at sælge en kværn, og samtidig var en so i færd med at få smågrise. Da soen havde fået en 9-10 stykker, købte jeg kværnen, det kunne vidst lige gå.

Hvis man ikke var gammel kunde i en af forretningerne nede i byen, kunne man under krigen ikke købe noget, og vi var jo ny her på egnen, så den besked fik vi af og til. Man glædede sig, hver gang man fik en forbedring, som for eksempel vandværket og malkemaskinen, og på den måde var der jo mange glæder.

Det var svært at pumpe vand, fordi det var så langt nede, så det var et hårdt arbejde. Vi havde en fordel, fordi vi kunne stå inde i stalden og vaske storvask, mange andre steder måtte de stå udenfor. Først måtte vi køre i en stiv vogn, når vi skulle nogle steder, men så fik vi da en jumbe* til at køre i.

To af mine brødre skar cykeldæk ud af gamle bildæk, og jeg fik da en, endda med slange i og så samlet med en remsamler. Mange kørte rundt på dæk fyldt ud med fjedre og træ, og så et gammel stykke dæk sømmet udenpå. Til sidst kørte jeg bare rundt på siderne af et dæk på forhjulet, helt uden slange. Det kunne da gå.

 Arbejdet i kullejerne.*

En tid arbejdede jeg ude i kullejerne, jeg tror det var i ca. 5 uger. Det var lige herude, jeg kunne cykle derud på 10 minutter. Det gav 1,80 kr. i timen de første 8 timer, og derefter 2,- kr. de sidste to. Om lørdagen arbejdede vi kun i 9 timer. Jeg arbejdede nede i bunden. Den sidste halve meter skulle tages med håndkraft for at holde arbejdet i gang.

Mange af de folk der arbejdede i kullene, var brunkulsbørster, men der var alle mulige slags mennesker derude. En skulle blandt andet læse til præst. Men snakke med dem, det kunne man ikke. Den sidste uge blev jeg sendt op som spildjordsmand ved en gravemaskine, jeg skulle holde sporet fri. Der var to mand til at køre gravemaskinerne, og der blev fyret med brunkul i dem. De tog 2¼ kubikmeter i en skovlfuld. Jeg hentede også stenkul på den anden side af Vorgod å, banan gik jo over åen, og så gjaldt det jo om ikke at komme i vejen for toget.

Det var sket for nogle, de blev fyret med det samme. Det var en god tjans at komme af sted efter stenkul, så havde man det jo godt i den time. Man skulle ikke sige man var landmand,
for dem kunne de ikke lide derude, og der var også af og til snak om fagforeningen, for den var der jo ikke mange af landmændene der var med i. Det gjaldt om at lære at køre med trillebøren. Den havde et meget smalt hjul, man ikke kunne se, og det var svært at køre på de smalle brædder, og så hen over de store huller.

Men det var nu et trist sted at arbejde. Vi mødte klokken 7 og spiste klokken 9 og klokken 1, så der var nu en temmelig lang eftermiddag fra klokken 1 til klokken 6. Man blev fyret, hvis man ikke bestilte noget.

Men ind imellem bestilte vi nu ikke så meget. Det var heller ikke ufarligt, man skulle passe på sig selv derude. Otto Huus* mistede en storetå derude, så det var tæt på. Det var mere farlig at arbejde i kullejerne end at være i krig, det tog flere rent procentvis. I Ejstrup tog det engang tre mand på en gang.

Hvis det havde været i dag var Hofmann blevet straffet. En tipvogn væltede, og en formand nåede at råbe op. De gamle i gårde nåede at springe væk, mens de unge først skulle se hvad der var galt, og de nåede derfor ikke at komme af vejen. Men det var nu for galt at folk skulle udsættes for sådan noget.

Krigen.

Den 9. april 1940 skulle vi have sat pumpen ned, og en gammel mand der var med smeden herude, berettede at tyskerne kørte med kanoner ude på Holstebro Landevej.
Og det var rigtig nok.

Det var en forfærdelig tåge den dag, og man kunne ikke se flyvemaskinerne før end de var lige over. De fløj nede langs jorden, så lavt at de måtte stige for at komme over læhegnene. Den 23. maj 1941 blev vi så gift, og skulle samtidig til at starte med rationeringsmærker.

Landmændene skulle aflevere korn i forhold til deres grundskyld, men da vores var så lille, slap vi for at aflevere noget. Vi købte en tønde frihandelskorn, som var den del af kornet, der var uden for rationeringen, og fik den lavet til 45 pund havregryn og 45 pund byggryn. Det havde vi så at begynde med.

Rugbrød var også rationeret, men der kunne vi få noget, da vi hørte ind unde gruppen som hårdtarbejdende, så det var ikke noget problem. Men der til sidst i krigen blev der blandet temmelig meget byg blandt rugmelet, så rugbrødene blev temmelig tørre. Margarine kunne man heller ikke få dengang, så folk stod nede ved slagteren og bad om de kunne få noget tællefedt til at stege i. Til høst det år kom Julius Jensen, ham der byggede her nabo til os.
Han arbejdede i tørvemosen om sommeren, og fik lov til at bo og spise her hos os.

Men han kom ikke med rationeringsmærker. Først da Bedstemor lavede rugmelsgrød en dag, dukkede mærkerne op. Rationeringsmærkerne blev uddelt på kommunekontoret, fordelt af et nævn. Kommunekontoret lå dengang i den ene ende af bygningen, hvor elektrikeren nu bor. Der i november måned i ´42, hen sidst på eftermiddagen, kom der en flok tyske soldater fra Troldhede.
Da de var kommet næsten herhen, gik de ned over marken og ned i skoven. Hen under aften kunne vi se tre bål dernede. De gravede nogle store huller, som de lagde træer og jord hen over, og her boede de så. Det var sådan nogle unge nogle, og de skulle lære at skyde.

Det var nu ikke rart for dem at skulle ligge nede i sådan nogle jordhuler. Så havde de det bedre, de seks mand der var omme ved Rishøj. Der var en tysk lyttepost, som skulle melde til Tyskland, når der kom flyvemaskiner her ind over. Det lå på en rute, hvor jeg ti gange om året skulle læse målere af.

Det kunne jo også give en ekstra skilling. Når man kom derover, så blev der råbt ”Halt”, og man skulle så vente på at der kom nogen. Der var en underkorporal, en østriger, derovre, som havde lært dansk, da han som dreng var sendt herop efter den første krig for at få føden, og så var der en radiotekniker fra Sild, ham snakkede jeg meget med. Han var ikke tyskersindet. En nat kunne vi høre at de skød efter en flyver deromme, og at den vendte tilbage og skød efter dem. Men de blev nu ikke ramt.

Til sidst under krigen var der en del overflyvninger her. En dag kom der over 60 flyvemaskiner og fløj sydpå, og så kom de om aftenen og fløj hjemad. Det var englændere, der havde været på bombetogt. Tit kunne man kun høre maskinerne. En søndag eftermiddag bragede det løs over i Ejstrup.

Det var to tyske maskiner, der havde været efter en engelsk ude over kullejerne. Vi var ude at se det om aftenen. De havde ramt den mand, der passede sporskifterne ved tipvognene, lige gennem hovedet. Der var gået en kugle gennem hjørnet på et træhus, og de havde også ramt en hest og en ko. Et lokomotiv var også ramt, så alt dampen slap ud. Et skud var gået igennem en jernbaneskinne. De skød også efter togene andre steder her omkring, blandt andet i Hee og i Dejbjerg, hvor de ramte et flygtningetog. Der i Dejbjerg var der vist mange der gik til, men det hørte man aldrig om.

Vi hørte jo engelsk radio. Den danske radio var jo censureret, og derfor var der mest propaganda. Der sagde de altid, når tyskerne havde trukket sig tilbage et sted, at der var tale om ”planmæssig” tilbagetrækning. Selvfølgelig brugte englænderne også propaganda, så man kunne ikke tro på noget af det man hørte, men det var da dem engelske, vi troede mest på.

De tog også Walter*, Kornelius*, og Laurids Ebbe*. De kom også efter Jens Rindum* flere gange. En gang kom de kørende i tre biler og Niels*, der lige var blevet konfirmeret når lige at råbe, at nu er Gestapo der. Jens farer op på loftet, hvor der skjuler sig en sabotør, som griber to pistoler og når at komme væk.

Jens kravler ind under en halmstak, hvor han havde lavet et hul. Hunden står hele tiden ved siden af halmstakken, men de fandt ikke Jens. Sabotøren løber ned til åen og op til Svends*. Der ville han have forsvaret sig, hvis de var kommet. Gestapo ville på et tidspunkt også have Niels Rindum med, men han var jo kun 14 år på det tidspunkt, så Walter sagde til dem:
” I vil vel ikke have børn med og så lod de da Niels gå fri.

De havde jo oprettet en sabotørgruppe, men den blev optrævlet da de tog Walter. ”Man fik tæsk” sagde han. Men vi vidste selvfølgelig ikke dengang noget om, at der var en gruppe, det blev jo holdt hemmeligt. Man var nok klar over, at det var slemt at komme i koncentrationslejr, men at det var så slemt, det anede man ikke. Og så det med jøderne. Her omkring hørte vi ikke om, at der skete noget med jøderne. Den 5. maj i 1945 var jeg punkteret, og skulle ned til Borris for at have cyklen lappet, for lappesager kunne man jo ikke købe. Men der var ingen mennesker i byen.

 De var alle sammen omme på stationen, hvor de ventede på et tog. det var det første tog der skulle komme i flere dage, for togene var jo saboteret. Det var fyldt med østrigske soldater, og de sang, for de var så glade, for nu skulle de hjem. Jeg ved ikke hvor langt de fik lov at køre med toget, for de fik jo ellers lov at gå. Men den dag, den 5. maj, det kan man slet ikke beskrive. Man gik jo med en frygt.

Jeg hørte den engelske presse klokken halv ni der den 4. maj om aftenen, og så begynder han
ellers som normalt. Pludselig siger han:

 Tænk nu var der fred.

Det var ligesom at så var alt andet lige meget. De havde jo meddelt i radioen, at fronten var nær ved den danske grænse, så vi vidste jo ikke hvornår de ville være her. Hvornår skulle vi flygte? Hvornår skulle vi have hestene spændt for vognen og så af sted? Vi havde tre små børn. Der skulle jo også blive nogen tilbage og passe besætningerne. Skulle vi fylde et klædeskab med alle vores ting, og så grave den ned nede i sandegraven?

Men så kom det så at der var fred. Så var vi jo billigt sluppet. Men man gik alligevel med frygten. Engang trak det ud, da jeg var taget til Skjern for at få repareret en radio, bedstemor var alene hjemme og børnene lagt i seng. Så var det ligesom om der holdt en bil ovre ved Jens Rindum, og man forestillede sig efterhånden, at det var sabotører eller sådan noget. Men det viste sig at det bare var månen der skinnede
i tagpladerne. Det er utrolig, hvad man kan forestille sig, når man var bange. Man blev så mistroisk selvom man jo ikke følte man havde gjort noget. Pigen omme fra Damgård* havde under krigen været ude at spadsere ude i lejren men nogle af tyskerne omme fra højen, så da freden kom, var der jo nogle
frygtelige karle, der straks skulle have fat på hende. Det var jo så moderne at klippe dem.

Men de kom fra Skjern og arresterede dem der havde gjort det, for det viste sig at pigens forældre havde hjulpet nogle sabotører og at hun selv havde gået frihedskæmpernes ærinde. Det var nu for galt, hvad der skete lige efter befrielsen, det gik nogen steder helt over gevind. Dagen efter stod Ole Vestergård vagt nede i byen, og kontrollerede alle biler,  man vidste jo ikke hvem der var tyskere.

Men det var egentlig utrolig, at der ikke skete mere. Tænk hvis freden ikke var kommet, så var der mange frihedskæmpere der var blevet skudt. Stå der over for trænede soldater. Man ved snart ikke om sådan noget kunne opstå igen. Det tænker jeg ofte på. Man synes jo ellers at folk er gode til at demonstrere og den slags ting, men det var jo en fantastisk magt han havde.